Fødsel

Tiden omkring graviditet, fødsel og første tid med barnet er betydningsfuld, og alle kvinder fortjener særlig opmærksomhed i denne proces. Et nyt moderskab er med til at udvikle os og som med al anden udvikling betyder det, at vi kan møde vores sårbare steder, svære erindringer og modsatrettede følelser.

SESSIONER FOR GRAVIDE

Mange gravide kan have stor glæde af psykologiske samtaler under gravidteten. Graviditet og fødsel er af gode grunde ikke kun en fysisk hændelse. Moderskabet forandrer os. Det kan bringe nye tanker og følelser med sig, og lige om lidt vil et lille menneske fylde vores verden. Samtalerne kan være en måde at passe ekstra godt på dig selv midt i forandringerne.

For nogle er graviditeten en svær tid. Emnerne kan for eksempel være:

  • Svære erindringer om egen barndom og fødsel, der træder tydeligere frem.
  • Svære følelser i forhold til det nye moderskab.
  • Frygt for fødslen.
  • Behov for at vende tidligere fødselsoplevelser.

Men det kan også være en lyst til at styrke kropskontakten og forbinde dig med barnet. Så er det oplagt at lave åndedrætsterapi. Kroppen beroliges, og du mærker den indre kontakt med barnet stærkere. Det særlige åndedræt kan også med stor gavn bruges under fødslen.

Som gravid er det i dag nemt at blive helt overvældet af tilbud og muligheder. Som psykolog har jeg specialiseret mig i fødslen set fra et psykologisk perspektiv og ved derfor også en del om fødselsforberedelse og kan hjælpe dig med de beslutninger, du tager i din forberedelse.

Når du kommer som gravid hos mig, kan jeg hjælpe dig med at få et overblik, over hvor du med fordel kan skrue op for din forberedelse. Vi ser på dine ønsker, bekymringer og muligheder.

Hvis du har en ide om, at du gerne vil have sessioner, efter barnet er født, er det godt at have mødt mig inden. Når vi kender hinanden i forvejen, finder vi hurtigere ud af, hvad der er brug for i situationen.

Tid, sted og pris er den samme som almindelig terapi. Du finder praktisk information under terapi siden .

Beretninger

“Ranka har fulgt mig under og efter min graviditet. Hun har været en uvurderlig støtte i en tid præget af panik, angstanfald og mange bekymringer. Kombinationen af både samtale- og åndedrætsterapi er noget helt specielt ved Rankas behandlinger. Gennem åndedrætsterapien har Ranka lært mig at finde ind til en særlig ro, som jeg ikke troede, jeg havde i mig.

Ranka er et af de mest dedikerede og omsorgsfulde mennesker, jeg har mødt. Hun har en kæmpe viden om graviditet og fødsel, hvilket gjorde mig utrolig rolig og tryg.”

Pernille